Baltikum Rundt

Motorcykeltur gennem Sverige, Polen, Litauen, Letland og Estland.

Af Erik Dagø

Turen, der fandt sted den 13-24 juli 2005, var arrangeret af Henrik Tang. Der deltog 28 mc'er med 4 bagsædepassagerer fra hele landet. Henrik kørte forrest på mc, hans kæreste Marie-Louise dannede bagtrop på mc, og allerbagest kom følgebilen med trailer ført af Jørgen, der havde sat sig grundigt ind i landenes historie, og fortalte om denne inden hver ny destination.

Det blev en begivenhedsrig tur på ca. 4.000 km. I 2005 var jeg netop blevet 72 år, og jeg havde bl.a. tilmeldt mig af historiske grunde. Turen gik jo igennem områder, hvor verdenshistorien blev skrevet. I en historieløs tid vil jeg derfor tillade mig at fortælle noget, som ikke kom frem - grufulde tildragelser, som fandt sted for kun ca. 60 år siden i dette område. En lille historisk tilbageblik:

For at forstå mig skal læserne vide, at jeg gik i skole i Århus, da tyskerne den 9. april 1940 besatte Danmark. At vi led meget de 5 år krigen varede. At jeg har tilbragt mange nætter i kælderen sammen med bange mennesker. Vi faldt tit i søvn dagen derpå, og vi fik mad fra det offentlige, da ikke alle børn fik mad hjemme. Skolen - den helt nye Skovvangsskole - var uden varme, så vi sad med alt tøjet på inkl. vanter i de kolde isvintre under krigen. Man kunne gå, cykle, gøre hestevogn (der var ingen benzin til biler) mellem øerne og landsdelene. Så koldt eller endnu koldere var der også i Polen og Baltikum med deres kz-lejre og krig!
En dag ved morgensangen med 1.600 elever (bl.a. fra andre skoler - tyskerne havde nemlig beslaglagt 8 af 12 skoler i Århus) sagde skoleinspektøren, at nu var Skovvangsskolen også taget til flygtninge fra Baltikum og Østpreussen. Vi blev sendt hjem medbringende alt, hvad vi kunne bære af blyanter, viskelæder, stilehæfter, linealer osv. Under resten af krigen og til skolen var blevet sat i stand (gulvene blev brækket op til bål på gulvet, borde og stole brændt, alt smadret) gik jeg i skole i krypten under Christianskirken. På vej til den passerede vi Skovvangsskolen, som var indhegnet, og her stod de tyske flygtningebørn og råbte "dumme Dänen" og spyttede efter os. Vi svarede igen med "dumme Deutche"!

Onsdag den 13. juli skulle alle deltagerne mødes i Karlskrona i Sverige kl. 17:30. Min køremakker Leif og jeg glædede os, men Leif fik problemer med startmotoren på sin motorcykel dagene forinden og måtte 3 gange på værksted, før den endelig var i orden. Nu skulle vi af sted hjemme fra Tåsinge – i Nyborg spurgte jeg til Leifs Virago, da vi holdt for rødt lys. Alt vel, meldte Leif. Da jeg havde betalt ved Storebæltsbroen, råbte Leif, at jeg skulle holde ind til siden. Hans mc gik som et tærskeværk og skød nogle ordentlige skud. Vi glemmer aldrig dette sted og dette øjeblik. Leif kontaktede værkstedet i Odense, som foreslog vand i karburatoren, men hverken det eller tændrør var årsagen. Vi blev enige om at forsøge at finde et værksted i Slagelse, men kort før drejede Leif af motorvejen. Motorcyklen gik kun på én cylinder. Leif blev enig med værkstedet i Odense om, at han skulle forsøge at komme til Odense og måske alligevel nå færgen i Karlskrona, hvilket Henrik over telefonen fortalte kunne nås til kl. 20.
Jeg fortsatte alene til Karlskrona i Sverige, hvor alle mødte til tiden i lystbådehavnens restaurant til middag og information. Men for Leif var turen slut! Og alle pengene tabt!

Vi skulle med en stor færge fra Stena Lines til Polen. Motorcyklerne blev dirigeret ind bag lastbilerne, og vi spændte selv vores mc'er fast til dækket. Følgebilen blev dirigeret over i modsatte side af færgen mellem personbilerne, hvilket senere skulle få katastrofale følger ...

Vi blev indlogeret i vores 4-personers kabiner, der var lige lovligt små til fire voksne iført motorcykeltøj og sure støvler, men Poul (tolder) og Frits (senere kendt som Snabel-a og politimand som jeg) fandt fint ud af det hele turen igennem. Det blev en flot, stille sejlads over Østersøen, hvor jeg vidste, at vi i farvandet nord for Gdynia/Gdansk ville komme til at sejle hen over mere end 20.000 døde mennesker på havbunden - fordelt på 3 store passagerskibe. Titanic- og Estonia-forlisene er bagateller ved siden af! Historisk tilbageblik:

Sidst i 1944 og de første måneder af 1945 havde russerne trængt tyskerne tilbage på østfronten. Den første tyske by, de erobrede, var den østpreussiske by Nemmersdorf. Det skete i en blodrus. Af KGB-kommissærer og officerer blev soldaterne opfordret til "at gøre gengæld"! Gamle mænd og drenge blev gennet sammen og spiddet på bajonetter. Små børn blev smidt op i luften og spiddet på bajonetter. Unge piger og kvinder blevet voldtaget til døde og bagefter sømmet fast på porte og plankeværker!

Kort efter tilbageerobrede tyskerne byen, og Göbbels lod det hele fotografere og viste det i biograferne for at få tyskerne til at yde endnu mere. Men det virkede modsat, og ca. 20 millioner tyskere i hele Baltikumregionen flygtede mod vest - mod Gdansk. Den tyske marine besluttede at lade det store passagerskib "Wilhelm Gustloff" med 918 ubådsgaster og 373 marinelotter under uddannelse sejle med flygtninge mod Danmark/Bornholm. Skibet blev fyldt, men på vej ud i bugten mødte man et skib på vej ind fra Pilau i Litauen. Her stod flygtninge på dækket i 18 graders kulde, overskyllet af havvand og frosset til isblokke. De overlevende blev taget over på Gustloff. Samme aften så den russiske ubåd U-13 Gustloff og sænkede skibet med ca. 10.500 mennesker ombord - bl.a. 4.500 børn, som de voksne havde givet redningsveste beregnet til voksne på, og som derfor tippede børnene rundt. Øjenvidner fortalte om 4.500 par børneben, som stak op af vandet!

11 dage senere sendte tyskerne skibet "Steuben" af sted fra Gdynia med 4.267 ombord. U-13 med samme kaptajn lå stadig og ventede. Han sænkede også "Steuben"! 16. april 1945 sendte tyskerne det beslaglagte norske fragtskib "Goya" af sted fra Gdynia med 6.700 ombord. Også dette skib blev sænket af en russisk ubåd!

Mine medpassagerer sov sødeligt, mens jeg tænkte over verdens foranderlighed og grusomhed. Men jeg måtte op og se indsejlingen til Gdynia, for det var lige netop her, at det første skud blev løsnet i 2. verdenskrig den 1. september 1939! Lidt forhistorie:

Igennem 1.000 år sejlede polske flodpramme varer ad floderne Vilna og Wechsel til Gdynia for derfra at blive fragtet videre med større skibe ud i Europa. Tilbage medbragte de europæiske varer. Det tiltrak tyske købmænd, og gennem århundreder (og sammen med korsridderne) strømmede de ind i Polen og satte sig på magten i det nordlige Polen, som de kaldte Østpreussen, og de omdøbte endda Gdansk til Danzig! Alt var under tysk kontrol - i Polen! Da Polen kun har denne ene havn, blev det tilladt Polen efter 1. verdenskrig at beholde en korridor mellem havn og moderland, men der måtte ikke være militær. Dog fik polakkerne lov til at have en lille garnison på Westerplatte uden for Gdynia havn med højst 97 soldater. Hitler kaldte det en fæstning og farlig for sikkerheden i området! Her skulle 2. verdenskrig begynde! Forinden havde Hitler og Stalin, som igennem mange år havde ladet tyske krigsflyvere uddanne sig i Rusland, indgået en venskabspagt og delt Polen og Baltikum mellem sig. For at få gang i "de utålelige tilstande" lod Hitler en afholdt borgmester og et par andre kendte personer myrde i Danzig ... og gav polakkerne skylden! Tyskerne i østpreussen forlangte nu at "komme hjem til Tyskland" og bad Hitler om hjælp.

Den 25. august 1939 kom panserkrydseren "Sleswig-Holstein" uanmeldt ind i havnen Gdynia/Danzig. Tyskerne sagde, det var et venskabsbesøg. Den 28. aug. trak kommandørkaptajn Kleikamp skibet ud i bugten, men kom atter ind natten mellem 31. aug. og 1. sept. og lagde sig ud for Westerplattegarnisonen. Kl. 04:43 sendte krydseren den første 280 mm-granat ind i den sovende by og havn, og krigen var en realitet! Desværre for Kleikamp gik hans ur forkert. Krigen skulle have været indledt kl. 04:45, så han kom til at stå til regnskab for de 2 minutter!

5 år senere var hele byen udslettet, og i dette inferno trængtes hundredetusinde mennesker i kulde og frost for at komme væk med de før omtalte skibe!

Lech Walesa, som startede den frie fagforening "Solidaritet", sagde, at krigen startede i Gdansk, og at kommunismen døde i Gdansk (14. august 1980).

I flot solskin sejlede vi i 2005 ind i Gdynias havn. Vi gjorde klar til at køre fra borde, da der fra personbilsiden af færgen lød et mægtigt brag. Det viste sig, at traileren på følgebilen havde ramt et mellemdæk, som ikke var hejst helt op, så traileren, der var lukket og af aluminium, faldt helt sammen. Henrik fik nu sved på panden og måtte diskutere med besætningen og forsøge at skaffe en ny trailer. Imens ventede vi i 2 timer på en støvet plads, indtil Henrik have fået lejet den eneste trailer i Gdansk – med pressening!

Endelig kom vi så af sted og kørte ad de smukke polske landeveje med storke i vejsiden i retning mod den kæmpestore korsridderborg Malbrok, bygget i 1270. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og da temperaturen var over 30 grader, var det temmeligt varmt at gå rundt i mc-tøj på slottet. Senere på dagen nåede vi frem til hotellet Mrongowia i Masurien. Til alt held havde en stor international hotelkæde overtaget det tidligere pamperhotel Orbis, så der var orden i tingene nu.

Det var den første rigtige køredag, og der var store huller i kolonnen med individuel kørsel. Mærkeligt ... så svært er det da heller ikke! Og polakkerne benyttede sig af det. De kørte afsindigt! Så stort på afmærkning og gik ud i overhalinger i højrekurver på venstre side af dobbelte spærrelinjer og uden sigt ... og ja, så var der da altid et hul i mc-rækken! Det eneste både polakkerne og balterne havde respekt for, var jernbaneoverkørsler. Her standsede de helt og kiggede til siderne. Det er jo heller ikke sikkert, at signalerne virker!

På vores dejlige og summende maskiner kørte vi på de veje, som for 60 år siden var et inferno, et menneskehav af elendighed, militærkolonner, som bare kørte til, mens russiske jagerfly beskød dem fra luften! Jeg har endda set det på autentiske film.

Som på resten af turen fik vi motorcyklerne låst inde eller bevogtet af vagter (med pistol), og intet forsvandt for os. Henrik havde styr på det!

Næste dag blev højdepunktet for mig og tilsyneladende også for flere andre. Vi skulle besøge Hitlers "Wolfschanze" – Ulveskansen. Det har stået højt på min ønskeseddel - dette enorme byggeri af bunkere over jorden. Påbegyndt i 1940 og taget i brug 24. juni 1941. Et sindssygt monument over sindssygen! Hitler havde brug for anlægget til sit angreb mod Rusland og Stalin - kun ca. 100 km fra den russiske grænse. Stalin, som var en stor beundrer af Hitler, troede på historien om en kemisk fabrik og henrettede alle de bedste officerer, som advarede ham mod Hitler. Den 22. juni 1941 angreb Hitler Sovjetunionen, men først 12 dage efter gik det op for Stalin, at det var alvor. Man havde endda fremstillet røde faner med både hagekorset og hammer og segl - så gode venner var de! De russiske soldater måtte ikke skyde på tyskerne og flere divisioner russiske soldater endte med at dø i tyske kz-lejre uden at have løsnet et skud!

Der var 80 bunkere på det 2,5 ha. store område ude i skoven. Og der var træbarakken, som von Stauffenberg sprængte i luften, men ikke Hitler! Hitler mente derfor, at han var overjordisk og usårlig. Stauffenberg sad på et toilet og armerede to bomber med engelsk sprængstof og detonatorer, da han fik at vide af sin chauffør, at mødet var i barakken og ikke i bunkeren, hvor Hitler og alle tilstedeværende ville være blevet trykket til plukfisk! Ligeledes blev bomben af en officer tilfældigt flyttet om på den anden side af et kraftigt bord. Træbarakken blev slået til pindebrænde, og i dag er der kun fundament og en mindesten på stedet. Det er mærkeligt at stå på et sted, hvor historien i den grad kunne have været ændret.

Området var inddelt i 3 spærrekredse med pigtråd og 54.000 miner rundt om den yderste pigtråd. 2.100 SS-soldater bevogtede området og må have været stærkt plaget af myriader af myg! Kun 24 kvinder arbejdede som kontor- og køkkenassistenter. Stedet kom til at hedde "Wolfschanze", fordi Hitler tog dæknavnet "Wolf" (ulv) i 1920'erne, da han sammen med andre oprettede det forbudte naziparti. Han mente selv, han havde egenskaber som en ulv (snu, listig, glubsk osv.). Han var ret ærgelig over, at han ikke havde fået partibog nr. 1, men nr. 7!

Enorme mængder beton og stål blev brugt til at bygge de 8 meter tykke betonbunkere. Der blev bygget 2 flyvepladser og jernbaner helt frem til 1944, mens Tyskland led og sultede. Hitler tilbragte i alt 800 dage i skansen.

Det var også mærkeligt at stå ud for Hitlers private bunker, den største med én indgang. Den 30. december 1943 gik 3 mænd (Dr. Verner Best, generalerne von Hanneken (hæren) og Pancke (SS) ind til en "alvorlig samtale" med Hitler! De tre udførte Hitlers ordrer i Danmark, og han havde bemærket sig, at danskerne ikke længere var tyskvenlige og samarbejdsvillige, og at sabotage og folkestrejker tog til. Det skulle der gøres noget ved. Terror skulle indføres i Danmark. 5 dage efter blev pastor Kaj Munk hentet i sit hjem i Vedersø og skudt af Bothilsen-Nielsen-gruppen i nærheden af Silkeborg. Redaktør Schmidt, Århus Stiftstidende, blev også henrettet sammen med mange andre, bl.a. Hvidstengruppen.

Den 24. januar sprængte tyskerne selv hele bunkeranlægget i luften, men som man kan se, lykkedes det ikke trods brug af 8 tons sprængstof til hver bunker. Det var solidt tysk håndværk.

Mætte af indtryk fra dette fascinerende område fortsatte vi på motorcykel mod øst i retning af Minsk til vores næste hotel Delfin ved Augustów tæt ved grænsen til Hviderusland og Litauen. Her findes en af Europas sidste urskove med bjørne og kronvildt.

Lørdag stod Litauen på programmet med en overraskende let kontrol ved grænsen og så ca. 260 km til vores hotel i Ginkunai. Det blev en vejrmæssigt dårlig dag i øsende regnvejr, lyn og torden og et land, der virkede trist og nedslidt. Den helt nye EU-betalte motorvej fra Polen til Estland, var dog i orden. Og der var mildt sagt ikke meget trafik. De andre veje var vaskebrætter og hullede. Da vi nåede frem til hotellet, var regnen holdt op, og det viste sig, at der skulle være bryllupsfest. Bruden var ret interesseret i alle disse bikere og skulle absolut op og sidde på flere motorcykler og fotograferes, mens gommen stod og så sur ud! Og så blev der ellers festet til langt ud på natten, og ikke alle "vores" sov helt godt den nat. To karseklippede fyre med pistoler passede på vores motorcykler i hotelgården. Poul, Frits og jeg gik en aftentur i nabolaget, der virkede fattigt og nedslidt.

Søndag stod i korsets tegn - helt bogstaveligt! Vi kørte ud til Korshøjen - en bakke midt på en mark nord for byen Siauliai. De mange krige gennem århundreder er formentlig grunde til korshøjen. Her kunne man plante et kors for alle dem, som aldrig blev fundet. I dag er der over 100.000 kors - fra kæmpestore til 10 cm små med navne, fotos, kæder osv. Nygifte planter også kors på stedet, og boderne med korssalg har nok en god forretning. Navnlig under russernes besættelse kom der mange kors, hvilket irriterede russerne, så med gravemaskiner ødelagde de højen. Men næste dag var den der igen med kors på! Da så pave Paul d. 2. kom og velsignede stedet, holdt russerne inde.

Derefter kørte vi videre over grænsen til Letland og byen Cesis - en middelalderby, hvor vi skulle bo på det danskejede "Hotel Cesis". Også her slap vi nemt over grænsen ved blot at vise pas og registreringsattest. Og vi kunne med det samme fornemme, at det var et helt andet land, vi var kommet til. Her var gang i den! Cesis skulle være vores base de næste 3 dage ... alletiders! Innuta – vores dansktalende guide – tog imod, og vi gik straks en tur i den gamle by, hvor der netop var optog med folkedansere fra mange østlande iklædt egnsdragter og med spillemænd osv. Det var flot, og der blev taget mange billeder. Kl. 18 var vi til middelalderarrangement i "Ordensborgen" i Cesis. Efter at være blevet set an af middelalderklædte/kutteklædte folk, kom vi ind i borggården, men måtte deltage i en spydkastningskonkurrence for at komme videre. Henrik var den bedste, så han blev slået til ridder af ordensmester Walter von Plettenberg i den livonske orden, og så var der ellers middelaldermiddag med kødben uden kniv og gaffel! Glimrende underholdning.

Næste dag skulle vi ifølge planen køre ud til en landsbyskole, hvor børnene skulle synge, spille og danse for os samt vise deres skole. Stor var skuffelsen, da kun den kvindelige skoleinspektør var til stede. Hun havde glemt at orientere om, at børnene var på lejrskole. Danske børn ville løbe skrigende bort, hvis de så, hvor ringe forholdene var! Toiletterne ikke mindst! Vi fik en orientering om skolen, og der blev stillet mange spørgsmål. Vi samlede en del penge ind til børnene, og Henrik havde en kasse legetøj med.

Så videre ud i landet til et typisk lettisk landbrug, hvor de supplerede indtægten ved at vise det frem. Vi støttede også ved at spise frokost her. 3 køer og en tyr stod inde i en lille uhumsk stald, selvom solen skinnede, og der var masser af friskt græs udenfor. Udenfor stod til gengæld to store russiske 5-års-plan-traktorer, som bonden sagde kunne køre. Det måtte vi så tro på. Bonden humpede i øvrigt rundt med en stor bandage på den ene fod. Han havde savet sig i foden med en motorsav, men havde ikke søgt læge!

Anderledes var det bagefter at besøge den dansk/lettiske landmand og hotelejer Alex Rasmussen. Han var frisk og foretagsom, var gift med en lettisk pige og havde to små børn og ville blive i Letland. Han havde mange planer og var velset i lokalområdet. Han beskæftigede mange på sit hotel i Cesis og på sin store gård, der årligt leverede tusindvis af svin. Og hans private landsted, hvor han bød på kaffe og kage, var fantastisk flot og helt unikt.

Tirsdag kørte vi ca. 90 km til hovedstaden Riga for at se en kæmpebunker ”Ligatne” i 6 etager under jorden og med et flademål på 2.000 m². En tophemmelig bunker, der først blev offentligt tilgængelig for få år siden - udadtil camoufleret som hvilehjem! Bunkeren blev bygget i 1970’erne af russerne til den øverste ledelse i regering og militær i tilfælde af krig med Vesten! Det sagde man i hvert fald. Men der var ikke tvivl om, at den var bygget til angreb og som kommandorum for militæret, idet de kæmpestore kort over Europa viste militære flyvepladser, havne osv. – selv i lille Danmark! Den kolde krig viste pludselig tænder, da vi stod i det allerhelligste, som i øvrigt var en gang klamp, når man tænker på NATO-strukturer, som jeg har set flere af. Det stank af dieselolie fra to store T-34 kampvognsmotorer, der var opstillet som nødanlæg. 3-4 toiletter var alt til ca. 250 personer! Et jammerligt lille køkken med store gryder og ditto spisesal var en ynk. Hitlers bunkeranlæg og dette var lige vanvittigt!

Det efterfølgende besøg på bil- og motorcykelmuseet var alle glade for. Her så vi biler og motorcykler, som vi aldrig havde set før - hovedsageligt fra østlandene. Et godt museum.

Om aftenen ved 22-tiden indtraf næste dramatiske episode. Efter en god dag sad vi og snakkede på hotellets terrasse i den lune aften over en øl. Min sidemand Peter sad uroligt og tog så en sok af og følte på sin fod. Jeg spurgte om grunden, og han sagde, at han havde meget ondt i foden og også i benet. Under foden kunne jeg se et sår på 5 mm, og da jeg mærkede på hans ben, var det helt hårdt. Det kunne tyde på stivkrampe, sagde jeg. En anden deltager, Grethe, der er sygeplejerske, kom til stede, og vi blev enige om, at Peter skulle på sygehuset. Her blev han indlagt og skulle være der nogle dage, efter at være blevet skåret i foden for at fjerne betændelsen. SOS og en læge i Danmark kom ind i sagen, og Peters motorcykel og grej blev låst inde på hotellet. Turen var slut for Peters vedkommende. Han kom hjem med fly og hans mc med fragtmand!

Den tredje dag i Cesis var fridag, hvor vi fik tid til at slentre rundt og købe ind på markedet og se nærmere på byen. Om aftenen kørte vi i bus ud til en hytte ved bredden af en sø, hvor der var dækket om til et festmåltid med øl, champagne og vodka. Buschaufføren kunne også spille harmonika, og det gjorde han så hele aftenen. Efter middagen var der kaffe på verandaen lige ud til søen og så var der ellers tændt op i saunaen. Godt halvdelen af deltagerne benyttede sig af dette tilbud og trak i badetøjet - ind i saunaen og når det blev for varmt kunne man løbe ud ad badebroen og kaste sig i den svalende sø. Vores rejseleder denne aften var den smukke Liga, som ud over at sørge for en uforglemmelig aften også gik foran i sauna og badning iført bikini og dernæst vred sig i dansen. Det var en utroligt hyggelig aften og en perfekt afslutning på vores ophold i Letland.

Tidligt næste morgen forlod vi så Cesis (og Peter) og kørte til Estland, hvor vi skulle bo to nætter på det danskejede slotshotel ”Kalvi Mois”. En tur på ca. 230 km. Det var også helt problemfrit at krydse grænsen til Estland. Derefter kørte vi ad gode veje til universitetsbyen Tartu, der ikke mindre end 55 gange har været ødelagt af krige og brande! Her fik Estland også sit flag: Blåt som himlen, sort som mulden og hvid som ren samvittighed. Vi nærmede os Finske Bugt og selv så højt mod nord var der storke!

Slottet, hvor vi skulle bo, lå vidunderligt i en stor smuk park med udsigt over bugten. Værelserne var holdt i fransk barok-stil med våbenskjolde på sengegavlene – alt i pinlig orden. Slottet ejes af Flexa Møbler A/S i Hornsyld, og er blevet sat i stand for millioner. Her mødte vi vores estiske guide Raili, som er gift med den danske leder af det store Flexasavværk. Det har skabt stor aktivitet i det fattige område, hvor folk står i kø for at blive ansat i hotel eller fabrik og blive uddannet. Således lærer alle engelsk betalt af Flexa. Næste dag besøgte vi fabrikken, der er højt automatiseret og har en stor produktion. Bl.a. leverer de hele skibsladninger træpiller til danske varmeværker. Utroligt positivt det hele.

Guiden Raili inviterede os hjem til sine forældre for at vise også et typisk estisk hjem. Det vakte stor opsigt på vejen med så mange motorcykler ved det lille hus.

I dejligt vejr sluttede vi turen med en grillaften på hotellets terrasse med udsigt over Finske Bugt. Jeg tænkte på de "estiske skovfolk", frihedskæmpere, som ved den russiske besættelse drog ud i de store skove og herfra bekæmpede russerne – mere voldsomt end vi bekæmpede tyskerne under vores besættelse. Russerne brugte mange kræfter på skovfolkene, som ofte måtte flygte de 80 km over isen til Finland – måske herfra hvor vi sad! Og ikke alle kom over pga. våger og isfrit vand!

Jeg måtte også tænke på min onkel Thorvald, som for 100 år siden i 1905 sejlede netop i dette farvand på vej mod Skt. Petersborg, hvor han skulle lære russerne at lave hermetik (konserves), som min onkel havde været med til at udvikle i Skagen i en tid uden biler, køleskabe, telefon osv. Kun saltet og tørret fisk var muligt dengang.

Imidlertid gik skibet på grund på øen Dagö ud for Tallinn, og han var længe dér, før han kom videre. Familien tog navnet Dagø, da han kom hjem. I turistbrochurerne beskrives øerne Dagö og Ôsel som paradisøer og et eldorado for mc-/bilturisme (www.saaremaa.ee). I det hele taget: En tur til Stockholm og med færgen over til Tallinn og Estland kan på det varmeste anbefales.

Lørdag den 23. juli sagde vi farvel til slottet Kalvi Mois, men vores guide Raili var stadig med os og fortalte bl.a. om F.L.Smidths cementfabrik i Kunda - grundlagt 1870 - som under 2. verdenskrig brugte kz-fanger som slavearbejdere. FLS har måttet betale erstatninger i denne sag. Og har også måttet betale store summer til filtre for et enormt svineri. Med hamre måtte man slå cementlaget af frugt og grøntsager, og husenes vinduer i området var belagt med størknet cement. Det enorme anlæg fungerer dog fint nu.

En stor oplevelse var det også at besøge danskerborgen ved Rakvere - i dag et levende museum ført tilbage til 1300-tallet. Her kunne man prøve ridderhjelme, sværd, lanser osv., og iklædt rustninger sloges folk i borggården, mens middelaldermad blev tilberedt over bål af folk i datidens kostumer. Og det vrimlede med turister fra alle lande, kunne vi høre.

Så gjaldt det "danskerbyen" Tallinn, der blev anlagt af Valdemar Sejr. Den er spændende og levende med mulighed for mange oplevelser, ikke mindst et utal af spisesteder. "Olde Hansa" er især et besøg værd: munkekælder, søbemad i lerskåle, mjød, tællelys og tjenere i munkekutter og snabelsko. Vi kunne sagtens have brugt et par dage i Tallinn, men vi skulle jo med færgen til Stockholm kl. 15. Forinden så vi Valdemar Sejrs borg på toppen af Dombjerget, hvorfra han på svalegangen sammen med et par katolske bisper fulgte slagets gang mellem sine korsriddere og de estiske "soldater" den 15. juni (Valdemarsdag) 1219 på sletten nedenfor slottet. Uden vagter lå korsridderne og sov, da esterne angreb, og korsridderne var ved at tabe, da bisperne smed korsridderflaget fra balkonen ned til soldaterne. En befalingsmand satte de rød-hvide flag på sit spyd og gik foran, og fra den dag blev det Danmarks nationalflag, idet esterne blev jaget på flugt. Og vagtordning blev indført i militæret!

Raili fortalte selvfølgelig den historie om Dannebrog, der faldt ned fra himlen (sommetider på malerier med stang!), og da jeg fortalte den mere logiske version for holdet, sagde Jørgen: "Jeg vil nu hellere tro på den med himlen" - og sådan er enhver salig i sin tro!

Vi kørte ombord på den næsten nye færge "Victoria" med plads til 2.500 passagerer, 300 biler og med flere restauranter, barer, kasino osv. - en dejlig, rolig overfart på en tragisk rute.

Efter en flere timers utroligt flot indsejling gennem skærgården til Stockholm, sagde vi farvel til hinanden på kajen. De fleste kørte helt hjem, men vi var 9, som tog en overnatning på et kurhotel i Sydsverige. Her stod kokken klar med andesteg. Og hertil ankom Henrik, Marie-Louise og Jørgen ved 23-tiden - meget trætte efter at have været i Karlskrona med den polske påhængsvogn. Trods aftale havde polakkerne derimod ikke fået den smadrede danske påhængsvogn fragtet til Karlskrona, selvom de havde haft en hel uge til det, så Jørgen måtte næste dag kører tilbage til Karlskrona efter den. Og så til Danmark.

Der var ingen uheld med motorcyklerne. 1 mc fik en skrue i bagdækket, men den blev hurtigt lappet på stedet. Så turen var en stor og uforglemmelig oplevelse for alle. Perfekt arrangeret af Henrik, så alle fik en udbytterig tur. At jeg ikke har skrevet ret meget om mad og øl skyldes, at jeg synes, at det er en selvfølge, og at der er så meget andet at skrive om. Med den viden du som læser har nu, var det måske ikke nogen dårlig ide at tage med Henrik (og "agterlanternen" Jørgen Kannerup) på en kommende tur til Baltikum. Jørgen skriver, at det var et perfekt rejseselskab og en speciel fornøjelse for ham. Jeg siger det samme!