Tilbage | Printervenlig version af dagbogen - Nordkap 2006 |
Dag 1: København - Arvika (S) (529 km)
Dag 2: Arvika (S) - Røros (N) (449 km)
Dag 3: Røros - Trondheim (184 km)
Dag 4: Trondheim - Skogmo (381 km)
Dag 5: Skogmo - Furøy (238 km)
Dag 6: Furøy - Å (190 km)
Dag 7: Å - Andenes (323 km)
Dag 8: Andenes - Sekkemo (398 km)
Dag 9: Sekkemo - Skarsvåg (Nordkap) (352 km)
Dag 10: Skarsvåg - Jergol (333 km)
Dag 11: Jergol (N) - Övre Soppero (S) (294 km)
Dag 12: Övre Soppero - Kitajaur (307 km)
Dag 13: Kitajaur - Sorsele (198 km)
Dag 14: Sorsele - Åsarne (454 km)
Dag 15: Åsarne - Orsa (255 km)
Dag 16: Osaros - Tiveden (359 km)
Dag 17: Tiveden (S) - København (DK) (486 km)
-----------------------------------
Dag 1: København - Arvika (S) (529 km)
En dejlig varm og solrig morgen. Jeg stod op kl. 5 og kørte
af sted til Frank og Tina i Fredensborg. Efter lidt ompakning af
bagagen var vi klar og nåede færgen Helsingør-Helsingborg kl. 9.
Vi havde på forhånd besluttet, at vi ikke ville køre på motorvej.
Men for ligesom at komme i gang tog vi alligevel E6 fra
Helsingborg til Göteborg, hvor vi drejede fra og fulgte vej 45.
Denne landevej - der i øvrigt går hele vejen op til den finske
grænse - er ikke specielt trafikeret og god at køre på. Ved
halv to-tiden spiste vi dagens ret på et värdshus ved landevejen:
Bøf Lindström med kartofler, pebersovs, tyttebær + 1 sodavand +
kaffe for 59 svenske kr!
Vi fulgte vej 45 op til Åmål, hvor vi drejede fra og derefter fulgte en
rigtig flot, snoet vej til Arvika og
Ingerstrand Camping. Vi
havde hjemmefra reserveret en hytte til vores første
overnatning. Efter at være blevet indlogeret gik vi op til en
nærliggende restaurant og fik en omgang halvkedelig mad. Men
udsigten over søen fejlede ikke noget, og solen skinnede.
Vejret: Varmt og solrigt i starten. Fra Göteborg blev det lidt
overskyet og blæsende. Senere igen sol.
Hytte: 425 SEK for en pænt stor hytte med køleskab, vand og
kogeplader.
------------------------------------
Dag 2: Arvika (S) - Røros (N) (449 km) - total: 978 km
Vi kom nogenlunde tidligt op i dag og forlod pladsen kl. 9.
Endnu en flot dag med sol og blå himmel! På en eller anden måde
lykkedes det os at køre i en anden retning end planlagt - men
det gjorde nu ikke så meget. Vi fulgte vej 61 mod Kongsvinger i
Norge og fulgte derefter de meget flotte veje 25 og 26 mod
Trysil. Wow! Fantastisk flot tur langs brusende elve og ca. 10
km langs en sø/elv, hvor vejen gik helt ude ved vandet med
bjergene på den anden side. Det var bare FLOT!
Frokosten blev indtaget på en Statoil-tank i form af varm kakao
og hotdogs.
Fra Trysil tog vi vej 30 mod Røros. Vi holdt pause på en
rasteplads og talte med et norsk par på Harley. De havde været
nordpå via Trondheim til Tromsø med 10 grader, øsregnvejr og
blæst den sidste uge. Vandet havde stået ind over færgen på vej
til Tromsø og saltvandet havde ødelagt det elektriske system på
Harley'en, som måtte fragtes tilbage til Trondheim for at blive
repareret. De var glade for nu at være nede i varmen igen - og
vi frygtede lidt for, hvad der mon ventede os længere nordpå!
Vi fortsatte mod Røros - vi var nu kommet noget højere op, og
temperaturen var dalet betragteligt. Faktisk var det rimeligt
koldt. Vi nåede først frem til Røros kl. 19:30. Vi havde ikke
bestilt overnatning, og ALT var udsolgt. Kun på Quality Hotel
var der ledige værelser. Det var ikke lige den høje standard vi havde
tænkt os, men der var ikke andet at gøre. Vi fik et værelse til
3 personer for 1.117 NOK (inkl. morgenmad).
Vi gik en tur ned i byen, der står på UNESCOS Verdensarv-liste.
Det er en gammel mineby med velbevarede træhuse fra ca. 1640.
Vældig flot og hyggelig. Vi gik en tur i byen og spiste
wienerschnitzel på en italiensk restaurant.
Hjemme på hotellet forsynede vi os af den gratis kaffe, som vi
drak til tonerne af en hyggepianist. Og så var det ellers på
hovedet i seng - man bliver sgu træt af al den friske luft.
Vejret: Varmt og solrigt om morgenen. Da vi kom til Norge, blev
det gradvist køligere, men solen skinnede stadig. Det blev dog
lidt koldt til allersidst, efterhånden som vi kom højere op i
bjergene.
------------------------------------
Dag 3: Røros - Trondheim (184 km) - total: 1.162 km
Endnu en flot og solrig dag! Dog lidt køligt fra morgenstunden,
da vi er højt oppe. Først et stort morgenbord på hotellet
(manglede også bare til den pris!).
Vi startede med at køre ud til minen "Olavs gruva" ca. 13 km
uden for Røros. Kl. 11 fik vi en guidet rundvisning i minen fra
1640 - det var barske forhold de arbejdede under dengang. Meget
spændende. Vi kørte fra minen ca. 12:30 ad vej 30 - endnu en
rigtig flot vej. Vi kørte nu nedad, og det blev gradvist
varmere. Flotte udsigter. Vi spiste vafler og drak kaffe ved et
vandfald, og derefter kørte vi en 20-30 km langs en flod, som
løb langs med vejen. Vi stoppede ved en hængebro og faldt i snak
med en dansker, som havde et hus på den anden side af vejen.
Perfekt, hvis man er vild med at fiske og gå på jagt. Det var en
helt vildt flot tur!
De sidste 50 km kørte vi ad E6 ind til Trondheim. Vi havde
allerede om
formiddagen ringet til vandrerhjemmet og bestilt et værelse med
3 senge til 645 NOK inkl. morgenmad. Vi ankom kl. 18, og efter at
være blevet indlogeret gik vi en tur ned i byen, hvor vi først
så Nidaros Domen - en fantastisk flot domkirke i gotisk stil fra
1200-tallet.
Vi gik ned til havnen og spiste på en udendørs restaurant i flot
solskin. Varmt og dejligt. Bagefter gik vi en tur i byen og ned
langs floden. Var også oppe og se byens fæstning. Herfra så vi
solen gå ned kl. 10:45 - men helt mørkt blev det ikke.
------------------------------------
Dag 4: Trondheim - Skogmo (381 km) - total: 1.543 km
Endnu en fantastisk flot dag med blå himmel og solskin! Hvor
længe kan det blive ved? Morgenmad på vandrerhjemmet og af sted
kl. 8:30. Først ad E6 125 km til Steinkjer. E6 er her ikke nogen
motorvej i gængs forstand. Visse steder er den kun en ensporet vej med
60-90 km/t hastighedsbegrænsning. Lidt nord for Steinkjer drejer
vi af og kører ad kystvejen rv17. En af de flotteste vejstrækninger i
Norge, der går ca. 800 km langs med kysten helt ude ved vandet
op til Bodø. Undervejs skal vi med 6 færger. Vejen slutter
simpelthen, og så ligger der en lille færge. Hyggeligt. Det
første stykke af rv17 er med grønne marker og temmeligt
bjergrigt. Rigtig flot. Der er ikke mange biler, men bjerge,
søer, havet og en masse sving! Vi mødte nogle tyske cyklister,
som var på vej til Nordkap! Respekt!
Vi nåede turens 1. færge, lige inden den sejlede! Kl. 16:30
ringede vi til en campingplads og reserverede en hytte (sørg for
at få det lille
hæfte om rv17 med info om overnatningssteder
m.m.). Efter færgen spiste vi aftensmad i form af indisk risret
på kro. Vi ankom til campingpladsen kl. 20 (hvor alle hytter i
mellemtiden var udsolgt - godt vi havde bestilt!)
Der var ikke så meget at lave, så vi gik i bad og slappede af og
faldt hurtigt i søvn oven på dagens strabadser.
Vejret: Solrigt, stille, skyfri blå himmel. Hytte: Skogmo
Camping, 340 NOK.
------------------------------------
Dag 5: Skogmo - Furøy (238 km) - total: 1.781 km
Vækkeuret ringede kl. 6 - kl. 7:10 kørte vi ned til dagens
første færge. Vi havde dog forregnet os, så vi måtte vente 50
minutter, til færgen kom. Første stræk ad rv17 var kun 17 km, så
skulle vi med næste færge, som dog heldigvis lå og ventede og
sejlede umiddelbart efter. Denne færgetur tog 60 min. Utroligt
flotte landskaber - bjerge, havet og snoede veje.
Frokosten købte vi i et supermarked i form af brød og pålæg. Vi
kom lige nøjagtig for sent til næste færge og måtte derfor vente
i halvanden time. Men det gjorde ikke noget - vi lå og blundede
i solen. Dagens sidste færge nåede vi i sidste sekund - vi var
de sidste, der kørte ombord. Med denne færge krydsede vi
Polarcirklen - det blev sagt over højttaleren, og inde på land
markerede en globus skillelinjen.
Vi har i dag været med i alt 4 små færger. Ved middagstid
ringede vi og bestilte en hytte - vi var fremme på
campingpladsen kl. 19:30. Hytten ligger 50 m fra fjorden med en
fantastisk udsigt over fjorden og med bjergene i baggrunden.
Vi snakkede med et ældre dansk par, som havde kørt til Nordkap
på en Triumph fra 1981. Frank lånte mandens fiskestang og
fangede en lille fisk (ca. 6 cm.).
Vejret: Fantastisk flot. Solrigt, blå himmel og varmt.
Hytte: Rigtig flot ny hytte til 550 NOK med køleskab, vask og
kogeplader.
Aftensmad: Dåse med spagetti og kødsovs + brød.
-------------------------------------
Dag 6: Furøy - Å (190 km) - total: 1.971 km
I dag skal vi ud og se Svartisen-gletsjeren. Vi startede med at
køre 15 km nordpå ad rv17 til gletsjeren. Båden ud til selve
gletsjeren gik kl. 10. En lille sejltur på ca. 10 min. og
derefter 1 km til fods til et udsigtspunkt lige over for
gletsjeren. Vi fik kaffe og vafler, mens vi nød udsigten. Kl.
blev 12:30 inden vi kom af sted igen mod Bodø. Vi kørte det
sidste stykke ad den flotte rv17 og drejede derefter ned mod
Bodø og kørte ned til havnen. Aftenens sidste færge gik kl.
17:45. Vi kørte op foran en lang kø og parkerede motorcyklerne,
og så ventede vi halvanden time til færgens afgang. Sejlturen
til Moskenes på Lofoten varede 3,5 timer, og vi fik aftensmad i
form af labskovs ombord. Om eftermiddagen havde vi ringet til
vandrerhjemmet i den sydligste by Å og bestilt plads. Vi ankom
kl. 21:15 - da vi kørte i land, fik vi lige en skylle. Å lå blot
5 km fra Moskenes - vores værelse lå i en stor hvid trævilla på
toppen af en bakke midt i byen. Frank og jeg gik en tur ned på
bryggen, dvs. havnen. Kl. var godt 22, men restauranten havde
åbent og da jeg så, at de havde specialiteten torsketunger, var
jeg nødt til at prøve det!
Vejret: Meget varmt og solrigt ved gletsjeren. Senere noget
køligere.
Vandrerhjem: 495 NOK for tre personer.
--------------------------------------
Dag 7: Å - Andenes (323 km) - total: 2.294 km
Da vi står op, er det overskyet med lavthængende skyer. Det ser
meget dramatisk ud, men passer faktisk godt til den barske natur
på Lofoten. Vi kører ad små veje og kommer undertiden gennem
små, idylliske fiskerbyer. Skyerne hænger lavt hele formiddagen,
men der er også perioder, hvor solen titter igennem. Trafik er
der ikke meget af. Undervejs besøger vi Lofot-katedralen - en
stor kirke bygget i træ. Vi kører ad E10, indtil vi drejer af og
følger vej 82 mod Andenes på den nordligste spids. Lofoten er
fantastisk - minder lidt om Færøerne med bjerge, snoede veje,
charmerende små fiskerlejre og barsk natur.
Vi spiser aftensmad på en ensomt beliggende kro og ankommer
først til Andenes kl. 19:30 om aftenen. Vi har ikke bestilt
overnatning, og alt er optaget. Vi bliver dog henvist til Hotel
Andrikken, hvor vi får et tre-personers værelse til 750 NOK.
Vi henter lidt chips og cola nede i den lokale kiosk og går op
på værelset og ser en film, inden vi falder i dyb søvn.
---------------------------------------
Dag 8: Andenes - Sekkemo (398 km) - total: 2.692 km
I dag skal vi med morgenfærgen til Gryllefjord. Så vi er
allerede oppe kl. 6 og får pakket motorcyklerne. Kl. 7 sidder vi
i hotellets restaurant og spiser morgenmad. Vi har god tid, for
færgen skal først afgå kl. 9. Vi triller ned til havnen og kører
ad en grusvej ud til spidsen, hvor færgen ligger. Det er en
gammel plimsoller fra 1960'erne, og den sejler kun i
sommermånederne. Vi har valgt færgen, fordi alternativet var at
køre en stor del af den samme vej tilbage ned gennem Lofoten.
Det er en ganske pæn dag, lidt overskyet men ellers fint.
Mandskabet fortæller os, at båden vil rulle kraftigt, så vores
mc'er bliver spændt fast efter alle kunstens regler med pælestik
og råbåndsknob og hvad ved jeg. Det viser sig at være klogt, for
pga. bådens konstruktion ruller den temmeligt kraftigt fra side
til side under den 1 time og 40 min. lange overfart.
Vi kørte videre ad smukke, snoede veje gennem et øde og flot landskab,
indtil vi nåede ud til E6. E6 er i denne del af landet ikke en
motorvej, men blot en landevej med ét spor i hver retning. Og
meget flot - solen er nu også kommet frem, og det er rigtigt
lækkert! Vi har en fantastisk tur langs Alta-fjorden. Frokosten
indtages på en tankstation - gode gamle Restaurant Statoil. På
nuværende tidspunkt mener vi godt at kunne overskue, at vi vil
nå Nordkap dagen efter, så vi ringer til campingpladsen og
reserverer en hytte.
Trafikken er behersket, og vi kører og nyder naturen og fjorden
i fulde drag. Hen under aften spiser vi aftensmad på en
restaurant ved landevejen - jeg fik noget røget rensdyrkød i
flødesovs... mums!
Efter aftensmaden blev vi enige om, at vi godt lige kunne tage
et stræk mere, før vi begyndte at lede efter en campingplads, så
vi kørte endnu 70 km - bl.a. over "Kvarnangsfjellet", hvor vi
kom godt op i højderne. Her oppe var der koldt, og der blæste en
hel pelikan! Herefter gik vejen nedad igen, og nede ved fjorden
på den anden side fandt vi en campingplads og fik en hytte til
400 NOK.
Vi har en fin udsigt over fjorden fra vores hytte og får os lige
en kop varm kakao. Derefter går vi op og får et bad, og kl. 23
ligger vi i vores senge og sover de retfærdiges søvn. Det er
stadig helt lyst!
---------------------------------------
Dag 9: Sekkemo - Skarsvåg (Nordkap) (352 km) - total: 3.044 km
Vi vågnede til solskin og endnu en
fin dag. Kl. 8 kørte vi derudaf - endnu et flot stræk langs
fjorden. Naturen er fantastisk - golde bjerge, fjorden og ind
imellem små hyggelige landsbyer, som vi kører igennem. Samtidig
kan vi også mærke, at vi hele tiden kommer længere og længere
nordpå: det bliver koldere og koldere. I byen Alta holder vi
pause og ryster af kulde, da vi stiger af på en tankstation. Jeg
har ellers lange underhylere og en masse tøj på, men det er
pissekoldt (ca. 7 grader, viser det sig). Så vi må ind på tanken
og have noget varm kakao og en varm hotdog og noget mere varm
kakao. Efter at have fået varmen tager jeg også mit regntøj på
for at holde kulden ude.
Så går det ellers videre i retning mod Nordkap - ind imellem er
der en lille smule støvregn, men også sol. Da vi drejer af på
E69, der fører til Nordkap, føler vi, at nu er vi der snart. Men
der er stadig lang vej - næsten 150 km. Men det gør ikke noget,
for solen skinner, og vi kører på en vej helt ude ved havet og
nyder naturen og svingene. Nu om dage er det blevet lettere at
komme til Nordkap - der er bygget en næsten 7 km lang tunnel i
stedet for færgen.
Efter at være kommet igennem Nordkaptunnelen og endnu en tunnel
kører vi ind i hovedbyen Honningsvåg for at proviantere. Vi er
jo nødt til at fejre, at vi endelig er kommet til Nordkap.
Derefter kører vi de sidste 30 km til den lille fiskerby Skarsvåg og
vores campingplads, Kirkeporten Camping, der er verdens
nordligste campingplads.
Det var godt vi ringede og bestilte en hytte, for ellers havde
vi været på den. Vi har fået en af deres bedste hytter: En
næsten ny, stor hytte med ekstra soveværelse og køkken og bad.
Og en stor stue. Pris 750 NOK.
Vi får os et par dejlige bade og får lige en lille en for at
fejre, at vi nu har nået rejsens mål - næsten. Der er stadig 10
km op til selve Nordkap, men det er overskyet, tåget og diset
(for ikke at tale om koldt), så vi beslutter, at udskyde dette
besøg til i morgen, hvor vejret måske er bedre. Vi er trætte og
vil bare slappe af og have lidt at drikke. Ovre i receptionens
hyggelige café får vi rensdyr i flødesovs med kartoffelmos.
Tilbage i hytten får vi et par øl og lidt tørfisk, og så er det
ellers dybt godnat!
---------------------------------------
Dag 10: Skarsvåg (Nordkap) - Jergol (333 km) - total: 3.377 km
Vi sov længe i dag - til kl. 9. Den blev 11, inden vi fik
sat
kursen mod selve Nordkap. Formedelst 190 NOK pr. person blev vi
sluppet ind på området. Det var overskyet og meget tåget, så
turen derop var ingen fornøjelse. Det klarede dog lidt op, da vi
kom ud på udsigtsplatformen, og vi fik taget det obligatoriske
billede. Temperaturen er ca. 6 grader, og vi kan næste ikke se
vores egne motorcykler ude på parkeringspladsen, så tåget er
det. Der er en meget god udstilling om Nordkap i centret og en
flot panoramafilm på 17 min. Lidt historie: En italiener gik
herop i 1600-tallet og den thailandske konge besøgte stedet i
1907. Vejen blev først bygget i 1956 og tunnellen (6.780 m)
først i 1998.
Vi sluttede af med at skylle det hele ned med kaffe og vafler i
caféen. Af sted kl. 14:30. Vi spiste en dårlig frokost på
Russenes Kro (undgå det sted!). Videre mod Lakselv og bagefter
mod Karasjok. Vejret blev hurtigt varmere og bedre blot 150 km
fra Nordkap. Nu var vi tilbage til solskin og behageligt varmt
vejr. Vi satte kursen sydpå mod den finske grænse. Vi var forbi
Sven Engholm's Husky (en fyr med slædehunde og hytter). Men alt
var desværre udsolgt her kl. 8 om aftenen. Han var dog rigtig
flink og ringede på eget initiativ rundt, og fandt ud af, at der
var en ledig hytte 30 km derfra i den rigtige retning. Så af sted igen. Kl. 21 kom vi
til stedet, som var ejet af en mut finne. Det var nu sikkert en
helt almindelig finne, for de fleste finner har vist ikke
ligefrem let til smil. Anyways, han kunne jo godt se, at vi nok
var lidt presset her kl. 21 om aftenen med 100 km til næste
by, så prisskruen blev vist lige vredet et par ekstra omgange.
Vi valgte hans billigste tilbud: to nussede rum i en tilbygning
med bad på gangen. 250 NOK pr. person.
Vi havde ikke fået aftensmad, og der var ikke noget at hente hos
vores finske vært. Så vi drak noget varm kakao og spiste nogle
kiks. Bagefter gik vi i bad og på hovedet i seng. Dvs. Frank sov
faktisk allerede under kakaodrikningen. Jeg sad faktisk og talte
med/til ham, da jeg kunne konstatere, at han ikke svarede. Han
var faldet i dyb søvn oven på strabadserne, og han kom ikke ud
af sin koma før næste morgen.
---------------------------------------
Dag 11: Jergol (N) - Övre Soppero (S)
(294 km) - total: 3.671 km
Af sted ved 9-tiden gennem Finnmarken. Et storslået og meget øde
område. Vi møder kun få biler, og der er 80-100 km mellem små
samfund med 5-10 huse. Små birketræer og buske så langt øjet
rækker. Det er meget flot med bakker og søer og elve af og til.
Men også lidt ensformigt. Vejret var hele dagen skyfrit, solrigt
og varmt!
Vi krydsede uden problemer og uden at skulle vise pas grænsen
til Finland. Efter ca. 150 km krydsede vi så grænsen til
Sverige. Grænsen var slet ikke bemandet. Vi fandt hurtigt vej
45, som vi nu ville følge hele vejen ned gennem midten af
Sverige. Den første del af vejen fra Kaaresuando var under
reparation, så vi kørte 18 km i en støvsky og i snegletempo
gennem grus, småsten og huller.
Aftenen før havde vi ikke fået aftensmad, i dag ingen morgenmad,
én pølse til frokost, så ud på eftermiddagen var vi efterhånden
blevet godt sultne. Der var simpelthen ingen steder at spise. Så
da vi så det første spisested i Sverige, slog vi til. Det var et
kombineret hotel/vandrerhjem/cafeteria i en lillebitte flække.
Her sidst på eftermiddagen var det nu blevet rigtig varmt, så
vi satte os ud i haven og spiste (røget renbøf med
kartoffelmos). Kl. 18 ville vi egentlig have kørt videre, men da
vi prøvede at ringe til det næste vandrerhjem i Gällivare 150 km
væk, var alt udsolgt. Så vi besluttede os for at blive.
Kromutter var rigtig flink. Vi bestilte et rum til 3 (pris 175
SEK pr. person) - men fordi der stort set ikke var andre gæster,
fik vi to værelser til den samme pris. Stedet er ret specielt -
nede i kælderen under vandrerhjemmet har de indrettet
hotelværelser ligesom i en lille landsby - ret specielt.
Vi gik over på tanken (meget andet var der ikke i byen) og købte
aftensmad:
Tina: Ravioli på dåse
Torben: En lille yoghurt
Frank: En pose skumfiduser
Efter at have spist aftensmad gik Frank og Tina en tur ned til
søen. Jeg gik direkte i seng kl. 21 - fuldstændig udmattet.
----------------------------------------
Dag 12: Övre Soppero - Kitajaur
(307 km) - total: 3.978 km
Vi startede dagen med en jättefin
morgenmad på vandrerhjemmet: 40 SEK pr. person.
Derefter af sted kl. 9:30 ad lange, lige (og snoede) veje gennem
et øde område med skove og søer. I den lille by Vittangi besøgte
vi en elgfarm (www.moosefarm.se)
og fik en guidet tur ud til elgene i en indhegning. Der var en 6
uger gammel elgunge, en hunelg på 1 år og en større han på godt
2 år. Meget spændende at opleve disse store dyr på nært hold. På
hele turen så vi masser af "pas-på-elgene-skilte", men vi så dem
aldrig "live", så det var sjovt at se dem her.
I Vittangi var det bagefter blevet tid til dagens ret: "Köttbullar med
potatis, brun sovs og tyttebærsyltetøj + et glas saftevand. Pris
65 SEK.
Videre ad vej 45 til Jokmokk, hvor vi besøgte et meget spændende
same-museum. Meget interessant med de samer - de har jo været i
området i flere tusinde år. Kl. 18 kørte vi videre på lykke og
from mod det, der så ud til at være næste større by, Arvidsjaur.
Vi tænkte, at der jo nok dukkede en campingplads op undervejs. Efter
45 km gennem skovrigt område, havde vi ikke set noget som helst,
så da vi spottede
en café ved vejsiden, stoppede vi for at få lidt at spise.
Det viste sig, at stedet var ejet af et dansk par! Vi fik lækker
sandwich og kaffe og spurgte, om de vidste, om der var mulighed
for overnatning i nærheden. Tilfældigvis stod de for at udleje
naboens sommerhus lige ved siden af. Det kostede 400 SEK for
hele huset. Vi slog til, og bestilte en omgang vafler + mere
kaffe. De var rigtig flinke - de gik på jagt i området, fiskede
og røgede selv deres fisk. De kunne selvfølgelig også fortælle
nogle bjørnehistorier: Der havde kun været tre eksempler på, at
mennesker i området var kommet i konflikt med bjørne. I et
tilfælde havde en jægers hund fået færten af en tidligere
skamskudt bjørn. Pga. hunden gik bjørnen nu til angreb og dræbte
jægeren. I et andet tilfælde gik en mand i skoven i sine egne
tanker og kom til at træde på en sovende bjørn - hvem der blev
mest forskrækket vides ikke, men de løb i hvert fald skrigende i
hver sin retning. Den tredje historie handlede om to børn, som
mødte en bjørn. De kastede sig på jorden og spillede døde (som
de havde lært). Bjørnen snusede lidt til dem og gik så videre.
Moralen var, at det er vigtigt at tale, synge eller støje på
anden måde, så man ikke kommer til at overraske bjørnene. Og her
må jeg sige, at jeg er ekstra glad for mine dragpipes på
motorcyklen - dem er der ingen bjørn, der kan overhøre!
Inden vi gik over i vores sommerhus, kom café-fatter lige med
tre dåser danske Carlsberg Sort Guld på husets regning! Så var
vi klar til at synke ned i sofaen med en kold øl og se Jurassice
Park 2 i fjerneren, inden vi gik i seng kl. 23:30.
Vejret havde hele dagen været meget varmt og solrigt. Utroligt,
at vi kan blive ved med at være så heldige!
----------------------------------------
Dag 13: Kitajaur - Sorsele
(198 km) - total: 4.176 km
Vi vågnede til endnu en flot dag med
solskin og blå himmel! Frank, der er ivrig lystfisker, var lige
inde i caféens butik og købe en ægte, håndlavet same-kniv til
1.400 SEK. Vi havde i en brochure set, at der skulle være
mulighed for river rafting i nærheden, og efter en lille times
kørsel ad vej 45 fandt vi stedet, som vi kunne se fra vejen. Den
næste tur var dog først kl. 12, så vi ventede og slappede af i 2
timer i det gode vejr.
Da tiden var inden, blev vi iført våddragt, redningsvest og
hjelm, og så kørte hele holdet et stykke opad floden. Derefter
sejlede vi nedad på en ca. 9 km lang strækning. Floden var ikke
så vild - en såkaldt klasse II. Men der var da et par pæne
hvirvler, og da vi på et tidspunkt sejlede ind i en stor sten
under vandet, røg jeg og en 7-årig dreng overbord! Moren nåede
lige akkurat at få fat i drengens arm. Jeg selv var ved at glide
væk i strømmen, men nåede lige at få rakt min pagaj frem mod de
andre, som så kunne hive mig ind. Pyha! Ellers var det en flot
tur - vi fik en kop kaffe undervejs, mens vi stille og roligt
drev af sted. Hele turen tog ca. 1 time.
Vi kørte videre ca. 13:30 - vejen snoede sig gennem et skovrigt
område kun afbrudt af søer og floder en gang imellem. Kl. 16
spiste vi frokost i Arvidsjaur, og så videre gennem et
ensformigt landskab til byen Sorsele. Her lejede vi en hytte på
en større campingplads: 500 SEK for en hytte med toilet og bad.
Vi gik ned på den lokale grillbar og fik en gang aftensmad - og
efter at have provianteret på den lokale tank, gik vi hjem og
fik et bad og så i seng kl. 23:30.
----------------------------------------
Dag 14: Sorsele - Åsarne
(454 km) - total: 4.630 km
Endnu en dag med varmt og solrigt vejr. Vi kørte af sted ved
8-tiden. Ca. 40 km uden for Sorsele så vi et skilt til en
campingplads, der reklamerede med morgenmad, så den indtog vi
der.
Ellers var det ikke nogen begivenhedsrig dag - stadig ad vej 45,
der skiftevis gik ligeud og var lidt snoet, skove, søer og ind
imellem mindre byer.
Vi kørte indtil kl. 20, og fandt så en hytte (stuga på
svensk) til 450 SEK inkl. toilet + adgang til bad. Inden der var
gået en halv time, sov Frank selvfølgelig!
-----------------------------------------
Dag 15: Åsarne - Orsa
(255 km) - total: 4.885 km
Vi startede dagen med at køre hen til byens lokale café og
få morgenmad. Da vi kørte derfra, fik vi en lille byge - ca. 5
min. - derefter fint vejr resten af dagen.
Vi fortsatte vores færd ad vej 45. Dagen skulle senere vise sig
at få en lidt dramatisk afslutning, men indtil videre kørte vi
derudaf gennem et landskab, der mindede meget om det, vi havde
set de sidste mange dage. Træerne var blevet lidt større, der
var kommet lidt mere trafik, og der var blevet kortere mellem
byerne, der også langsomt blev større. Erfaringen havde lært os,
at når vi mødte en restaurant, var det med at slå til, da der
måske ellers kunne gå mange timer, før den næste dukkede op.
Restauranten i den lille flække, viste sig kun at have thaimad
på menuen, og værtinden var da også selv fra de egne. Ganske
rart med lidt variation i forhold til kødboller og mos.
På vej til toilettet fandt jeg den lokale afvis med en
forsidehistorie om thaier i dette område i midtsverige, der
hedder Dalarna. Dette område er kendt for, at der er mange
blåbær i skovene. Så blåbærejerne hyrer plukkere til at plukke
blåbær i sæsonen. Hvert år kommer således godt 100 thaier med
fly fra Thailand for at plukke blåbær i ca. 4 måneder. Efter
fratræk af flybillet og kost/logi kan et mand/kone-team tjene
nok til at leve for resten af året i Thailand - men så arbejdes
der også fra 5-21 hver dag i 4 mdr. Som der stod i artiklen, så
er thaierne en meget efterspurgt arbejdskraft, fordi de ikke er
bange for at tage fat...
Nå, videre til byen Osaros. Her ligger Europas største
bjørnepark, så den ville vi lige kigge på. På vej ud til parken
kører vi ind over en parkeringsplads. Frank kører forrest og jeg
kører bagved. Vi kører forbi en række biler, som holder parkeret
i båse. Frank stopper for at komme ud på vejen, og jeg holder
lige bagved. På min højre side (under en meter fra motorcyklen)
holder en bil parkeret med bagenden vendende ud mod mig. Mens vi
holder der, ser jeg hans baklys begynde at lyse, og så bakker
han lige ud i mig, inden jeg kan nå at gøre andet et råbe
"STOP!". Bilens trækkrog rammer motorcyklens udstødningsrør, og
min fod bliver klemt mellem motorcyklen og bilens kofanger.
Motorcyklen lægger sig ned på venstre side og jeg lader mig
falde til siden og kommer væk fra motorcyklen. Bilen stopper
heldigvis med det samme. Min første tanke - bortset fra at jeg
næsten ikke kan stå på foden - er "bare motorcyklen nu ikke er
blevet ridset/bulet". Heldigvis har lædersidetaskerne og en stor
sportstaske over bagsædet taget af. Vi får rejst den op og
konstaterer, at der ikke er sket noget som helst. Pyh! Manden i
bilen - en ældre herre - er meget ked af det og undskylder mange
gange. Heldigvis er der jo ikke sket noget, bortset fra at min
fod er noget øm. Heldigvis har jeg både kraftige
motorcykelstøvler og handsker på!
Vi kører derefter videre til bjørneparken. Efter at have gået i
10 min. gennem parken, kan jeg se, at jeg ikke kan gå hele
parken rundt. Min fod gør for ondt. Så Frank og Tina går en tur
gennem parken, mens jeg venter. Jeg er dog heldig på vejen
tilbage at møde en parkbetjent, som har lommerne fulde af
gulerødder - han går hen til hegnet med gulerødderne, og snart
kommer alle bjørnene løbende! De andre så kun få individer på
lang afstand ;-)
Vi spiser aftensmad i bjørneparkens cafeteria, og pga. smerterne
i min fod beslutter vi os for at stoppe for i dag, da vi kan
se, at man også kan leje hytter i forbindelse med bjørneparken.
Vi får en fantastisk fin hytte, et lille rødt træhus i to etager
med brusebad og TV + flere soverum, stor opholdsstue og køkken.
Pris 560 SEK. Jeg tilbringer aftenen foran fjernsynet med foden
oppe - som tiden går, bliver min fod mere og mere rød og
hævet... I løbet af aften og natten regner det HELT vildt!
------------------------------------------
Dag 16: Osaros - Tiveden
(359 km) - total: 5.244 km
I nat regnede det helt vildt, og til morgen regner det
stadig. Nu er vores fantastiske held vist sluppet op. Så vi
iførte os møjsommeligt alt vores regntøj. Efter 5 min. holdt
regnen op, det klarede op, og solen begyndte at skinne! Det
fortsatte den med resten af dagen, så vi havde åbenbart stadig
lidt held til gode.
Vi er nu begyndt for alvor at nærme os civilisationen - vi
spiste aftensmad på en McDonald's - og derefter drejede vi af
fra vej 45 for at prøve at køre ad nogle mindre, snoede veje. I
den lille flække Tiveden kom vi forbi et pensionat -
www.pensionattiveden.se
- helt nyt var det, og vi var de eneste og nogle af de første
gæster. Det var et lille landbrug, hvor man havde indrettet en
del af huset til pensionat. Klokken var nu blevet hen ad 21, så
vi fik lige en cola og noget varm kakao, og så gik Frank og jeg
ned og badede i den nærliggende sø, der havde helt utroligt
klart vand. Her plaskede vi rundt, mens solen gik ned.
Værelserne, der var store og superflotte, inkl. eget bad, fik vi
for 350 SEK pr. værelse, inkl. morgenmad
------------------------------------------
Dag 17: Tiveden (S) - København
(486 km) - total: 5.730 km
Vi startede dagen med en fantastisk lækker morgenbuffet -
alt, hvad man kunne tænke sig, inkl. hjemmebagt brød. Virkeligt
flot og lækkert! Da vi skulle til og af sted ved 10-tiden, opstod
der lidt panik, fordi nogle geder tilsyneladende var sluppet ud,
så fatter og mutter måtte ud og løbe dem op.
Vi kørte ind til byen Hjo, der ligger meget flot lige ud til
søen Vätteren. Herfra kørte vi ad landevej 195 sydpå, hvorfra vi
kørte ud på E4. Vejret var fint og solrigt.
Planen var, at vi på vejen hjem ville besøge Wild West-parken
"High
Chaparral", men 15 km før vi nåede frem, slap
vores held op. Himlen var sort, og det begyndte at regne kraftigt.
Så vi vendte om, at kørte 10 km tilbage i samme retning vi kom fra og
kom ud af regnen. Men himlen så helt sort ud, så vi besluttede bare
at køre hjemad. På med regntøjet og ud på motorvejen: 230 km til
Helsingborg i øsende regnvejr! Lige uden for Helsingborg holdt
regnen endelig op - men så var der en megalang kø pga. vejarbejde.
Vi holdt helt stille i næsten en halv time.
Endelig kørte vi ombord på Scandlines-færgen fra Helsingborg til
Helsingør. Nu kom solen frem igen, og det var klaret op. Vi kørte
først
til Tina og Frank i Fredensborg, da jeg havde en del af deres
bagage. Derefter kørte jeg selv videre mod København og var hjemme kl.
19:30.
Selvom det var surt med øsende regnvejr det sidste stykke hjemad,
så gjorde det jo ikke så meget, da vi bare skulle hjem. Vi var
utroligt heldige at kunne køre hele turen uden regn bortset fra de
sidste 3 timer.