Café Lagunen ligger lige ud til
lystbådehavnen, så der er fin udsigt, hvad enten man sidder indenfor
eller ved et af de mange borde udenfor. Og der er også god
parkeringsplads lige uden for caféen.
Jeg bestilte den store portion stegt flæsk, og maden kom efter ca.
15 min. Der er tale om en portionsanretning, der i den store version
omfatter ca. 12 stk. flæsk, kartofler som var fint kogte og med
persille over, en skål på tallerkenen med persillesovs samt
rødbeder. Og af en eller anden grund også lige lidt salat og revet
gulerod
– det har jeg godt
nok aldrig set før og kunne sådan set godt have undværet. Med hensyn
til størrelsen af portionen, så var den faktisk passende. Man blev
mæt uden at være overproppet.
Flæsket var nu noget til den tørre side, syntes jeg. For at kunne
servere stegt flæsk hele dagen med kort varsel må det nødvendigvis
også næsten have været opvarmet. Lidt for tørt efter min mening, men
andre kan måske godt lide det sådan.
I og med at der er tale om en portionsanretning var der heller ikke
mulighed for at få mere af nogle af tingene. Jeg kunne især godt
have brugt mere sovs.
Så derfor ender vi på 2,5 stjerner
– det, der trækker ned, var
portionsanretningen uden mulighed for at få flere og friske
forsyninger, og der var heller ikke sennep til. Og så var flæsket
lige lovligt tørt.
Men udsigten fejler ikke noget, og jeg vil til enhver tid anbefale
en tur til Café Lagunen ved Vordingborg havn - du kan evt. prøve en
af de mange andre interessante retter på kortet.
|