Biker-Torben anmelder:
Ølsted Kro, Hovedgaden 16, 3310 Ølsted
Pris: 95 kr ad libitum Testet:
24. maj 2008
Den gamle kro i Ølsted
er hyggelig og charmerende med levende lys og lamper på bordene i
restauranten. Betjeningen er yderst professionel og opmærksom, og så
er der ikke en finger at sætte på deres fremstilling af stegt flæsk
med persillesovs. Det er helt perfekt, så der vanker topkarakter på
fem kokkehuer.
For det første var der både sennep og rødbeder som tilbehør - og
rødbederne så oven i købet ud til at være hjemmelavede.
Kartoflerne var fine og varme, og persillesovsen fik englene til
synge, så god og fyldt med frisk persille var den. Og rygende varm.
Flæsket var perfekt stegt (ikke friturestegt!) og var både knasende
sprødt og saftigt - og så var det nylavet.
Den venlige og opmærksomme betjening spurgte, om vi ønskede mere,
men der var tilpas med flæsk til to velvoksne bikere. Til gengæld
fik vi suppleret med flere varme kartofler og varm sovs.
Er man til stegt flæsk med persillesovs, fås det næppe bedre end på
Ølsted Kro!