4. dag, onsdag den 7. (Tombstone / Brisbee / Tombstone
- 115 km)
I dag er hviledag. Dvs. vi bliver i Tombstone endnu en
nat. For dem, som har lyst, er der planlagt en lille tur til en nærliggende
gammel mineby, Brisbee. Alle har selvfølgelig lyst til at køre - det er jo det,
vi er kommet for. Så efter at have indtaget en solid cowboymorgenmad suser vi
afsted mod Brisbee. Som altid er det med den varme vind i ansigtet og udsigt til
en flot blå skyfri himmel. I Brisbee deler vi os. Nogle slentrer rundt i den
maleriske gamle by, andre skal ud at se en kendt Harley-butik, mens andre igen
skal en tur ned i en af de gamle, forlængst lukkede miner. Det er spændende at
gå rundt i de gamle minegange og skræmmende at høre om, hvor hårdt det
rent faktisk var at være minearbejder dengang. De fleste holdt i 12-15 år, så
døde de af støv i lungerne. Efter en times tid er vi atter oppe i den friske,
varme luft.
På hjemturen er vi fire, som kører sammen. Vi beslutter
at køre en anden vej end den vi kom. Hvor vi på udturen kørte ad en bjergvej
med masser af sving, tager vi nu en vej, der går bagom, og her kører vi ad en
fuldstændig lige vej gennem et helt fladt område med store kvægfarme. Det
er lidt træls, når det bare går ligeud hele tiden. Det er sjovere med nogle
sving.
Da
jeg kommer tilbage fra Brisbee, møder jeg Mads på hans store sorte Harley
med kåbe, sidetasker, radio og hele svineriet. Han spørger, om vi ikke skal
rulle en tur og se lidt på Tombstone. Det er ikke nogen stor by, og på begge
sider af hovedgaden er der overdækkede træfortove, og de fleste huse og
saloons er af træ. Det er ligesom at køre ind i en westernfilm. Og her kommer
så de to frygtede outlaws på deres Harleyer - Mads iført sin cowboyhat og med
en cigar i mundvigen. Side om side ruller vi med buldrende motorer ind i
Tombstone...
Kl. 15 har vi en aftale med George, en ældre mand fra
Tombstone, bedre kendt som "Crazy George". Vi har aftalt med George, at vi skal ud at
skyde med hans seksløber!
Læs
Hans Jakobs beskrivelse.
Efter
at have været ude at skyde med seksløber, slår vi lige et slag forbi den lokale
kirkegård, hvor bl.a. Clanton-brødrene ligger begravet. Gravstenene er mildt
sagt anderledes - "Hanged by mistake" står der f.eks. på en af dem.
Og så er det tid til en kold Bud. Vi sidder et par stykker sammen og nyder
solnedgangen, mens vi skjuler vores øl. I USA er det nemlig forbudt at drikke på
offentlig vej. Så det er med skjule øllen mellem benene og lige se sig
omkring, inden man tager en tår.