7. dag, lørdag den 10. (Silver City / Holbrook - 435 km) 

I dag skal vi opleve tre ting: Petrified Forest Nationalpark, Painted Desert og så skal vi ud at køre på den gamle Route 66. Det skal også vise sig at blive den længste strækning, vi kommer til at køre.  

Petrified Forest, Den forstenede Skov, er et kæmpeområde med en masse forstenede træer, som er et par hundrede millioner år gamle. Det er et meget fascinerende område. Lige så fascinerende er Painted Desert med bjerge og klippeformationer i flotte pastelfarver. Et meget surrealistisk sted. 

Inden vi kommer til Route 66, som er den legendariske 3500 km lange highway fra Chicago til Los Angeles, er vi nødt til at køre et stykke på interstaten. I USA opererer man med routes, highways og interstates - landeveje, hovedveje og motorveje. På interstates køres der hurtigt i flere vognbaner, og der er mange store 18 wheelers, store amerikanske trucks. Og de er altså rigtigt store, og de kører hurtigt. Som regel holdt vi os fra at køre på interstates. For det er ikke spor sjovt. Det går alt for hurtigt, og der er ikke noget at se på. Som tidligere nævnt, holdt jeg mig altid bag nogle andre og lod dem om at finde vej. Men det betød så også, at når vi kom ud på interstaten, så måtte jeg sørge for at følge med og ikke miste dem af syne. Min Harley var en Sportster 883 og dermed en af de mindste maskiner. Så når hastigheden kom op på 85 miles, var der ikke ret meget mere tilbage i den. Nu har jeg heller ikke voldsomt stor erfaring (faktisk er det første gang jeg kører, siden jeg tog kørekort et år tidligere...), så jeg var ikke helt tryg ved at ligge der i midtersporet med 85 miles i timen og prøve at følge med de andre, når de overhalede de store lastbiler. I forvejen var der en god sidevind, så jeg var nødt til at korrigere lidt ved at lægge motorcyklen lidt ned mod højre, samtidig ryster hele kværnen, fordi den er ved at have nået tophastigheden, og når man så skal til at overhale en af disse store trucks og kommer ind i turbulensområdet bag den, ja så er det ikke sjovt længere. På et tidspunkt kørte jeg i midterbanen og prøvede at holde fast i styret og følge med de andre. Bedst som jeg kører der, hører jeg en dyb buldren bagfra. Jeg kigger i venstre sidespejl og ser, at en kæmpestor truck er på vej op på siden af mig. Derefter ser jeg i det andet sidespejl, at en anden lige så stor truck er på vej op på min højre side. Det er lige som om, at der går en sky for solen, da disse to kæmper glider op på hver side af mig og langsomt kører forbi, og der er kun få meter til deres kæmpestore hjul. Pyh... Man ser det for sig: "Hey Rubber Duck. Kan du se ham der, der sidder og flagrer på sin lille Harley? Hvis du tager højre side, så tager jeg venstre, ha, ha, ha...".   

Ahh, så er det straks noget andet, da vi omsider drejer af og kører ind på den gamle Route 66. Route 66 var den første gennemgående vej, der gik direkte fra Chicago til L.A. Den blev bygget i trediverne, og under depressionen kørte mange skæbner ad denne vej for at finde lykken i Californien. Den gang bugtede vejene sig og fulgte landskabet, og undervejs opstod der små byer, som levede af de rejsende. Nu om dage er Route 66 erstattet af snorlige interstates. Men den ligger der stadig, selvom byerne bærer præg af, at der ikke længere kommer så mange forbi. Men den er fed at køre på motorcykel på. Den bugter sig lidt, og der er meget lidt trafik. Vi kører gennem øde prærieområder, og en gang imellem kører vi igennem en lille by, der har set bedre tider. Der er lukkede butikker og rustne skilte, som hænger og dingler i vinden. Det er helt, som det skal være.

Efter et par timers kørsel, hvor vi bl.a. ser Santa Fe jernbanen med godstog med omkring 70 vogne, kommer vi til Route 66 Visitor's Center. Et par gamle hippier har slået sig ned i et skur i vejsiden med alt muligt gammelt ragelse, som har med Route 66 at gøre. Sjovt sted. Jeg køber en cd med Route 66 numre. 

Det er fascinerende at køre ad Route 66 - mellem de små hyggelige byer er der lange strækninger med ingenting. Overhovedet. Fuldstændig lige landevej og flad prærie så langt øjet rækker. Om morgenen inden vi tog afsted, havde Hans Jacob fortalt os, at vi på en bestemt strækning skulle prøve at lægge mærke til et stort Maximum Security fængsel, som man kunne se fra vejen. Og rigtigt nok - der ude i ingenting med et par timers kørsel i begge retninger til nærmeste by, kunne vi se et stort komleks oppe ad den eneste sidevej vi havde set i timevis. Egentlig var det vist meningen, at vi bare skulle være kørt forbi, men nogle i gruppen standsede op og begyndte at køre op ad vejen til fængslet. Der stod godt nok nogle store skilte med bl.a. 'Warning' og 'Danger' og sådan noget, men folk begyndte at køre derop, og vi andre fulgte med. Prøv nu at forestille dig, at dette her er et af de sikreste fængsler, hvor de anbringer de allerværste forbrydere. Det ligger ude i ingenting, og det er ikke et sted, man bare kommer forbi. Men denne dag kommer der altså pludselig 13 motorcykler buldrende op foran fængslet og begynder at køre rundt på pladsen foran. Nogle af disse bikere stiger af og begynder at gå hen til hegnet... Men så går den heller ikke længere. Mindre end 30 sekunder efter at vi er kørt derop, kommer der en håndfuld bevæbnede betjente ud og spørger, hvad fanden vi laver her. Øh, ... vi er bare turister, der ville se, hvordan sådan et Maximum Security fængsel så ud. De antyder, at det er en rigtig dårlig idé, og anbefaler, at vi skrubber af hurtigst muligt. Yesss, Sir! 

Tilbage til dag 6        Videre til dag 8