8. dag, søndag den 11. (Holbrook / Williams - 401 km)
I dag er vi stået ekstra tidligt op, for vi vil gerne
have så meget tid som muligt i Grand Canyon. Vi kører fra motellet kl. 8, og
det er skidekoldt. Temperaturen kan svinge meget. Der er faktisk
rimfrost her om morgen, men efter et par timer stiger temperaturen, og ved
middagstid kunne man godt bruge et par shorts.
Ved middagstid nærmer vi os Grand Canyon National Park.
Det er et kæmpeområde. Selve kløften er omkring 300 km lang, så der er nok
at se på. Vi aftaler at mødes ved en helikopterplads kl. 15, så de der har
lyst, kan få en tur ud over kløften. Man kan køre langs med kløften og med
mellemrum er der så udsigtspunkter, hvor man stopper og nyder udsigten. Det er
sgu fascinerende. Alting er større
herovre.
Det hele afsluttes med en tur i helikopter ud over kløften.
En god halv time, hvor man får en fornemmelse af, hvor utroligt stor denne
kløft i virkeligheden er. 700 kr kostede det, men det var pengene værd.
Vi er alle mætte af dagens indtryk - selvom Grand Canyon
er svær at fordøje. Og så går det ellers "hjemad" til dagens
motel, som ligger i den lille flække Williams. Og det er på denne tur, at jeg
for anden gang stifter bekendtskab med den amerikanske ordensmagt.
Vi kører derudaf på vej mod Williams. Vi er ca. 10
motorcykler, der kører på en helt lige og meget lidt trafikeret landevej. Vi kører
ikke hurtigere, end vi må. Forude, i vores egen vognbane, dukker der en bil op,
som kører langtsommere end os. Netop som vi indhenter ham, finder han ud af, at
han skal dreje til højre, så han sætter farten yderligere ned, blinker og
begynder at trække mod højre. Jeg kører allerbagest i gruppen. Jeg kan se, at
dem foran kører uden om bilen, som på nuværende tidspunkt allerede er drejet
ned ad vejen. Bag mig hører jeg nu en politisirene og ser en patruljevogn, som
blinker ind til højre. Jeg holder ind og standser, og ham foran mig gør ligeså.
De andre i gruppen gir' den bare håndtaget, og væk er de.
Hva' faen, tænker jeg. Jeg ved ikke rigtigt, hvad
problemet kan være. Jeg har ikke kørt for hurtigt, det er jeg sikker på. Nå,
ud af patruljevognen stiger så denne highway patrolman med cowboyhat,
solbriller og stor revolver i siden. Han begynder at spørge, hvornår det er,
at man må overskride en fuldt optrukken midterlinje, og da vi svarer ham, at
det må man selvfølgelig ikke, svarer han "Then why the hell did you do
it?". Nu var jeg sådan set ret sikker på, at jeg ikke havde været i nærheden
af den forbandede gule linje, men jeg tænkte, at hvis jeg nu var høflig og
ydmyg, så ville vi sikkert slippe med en advarsel, forbrydelsens alvorlighed og
det faktum, at vi var turister, taget i betragtning. Not! Vores ven ville nu
gerne se vores registreringspapirer. Dem havde jeg i motorcyklens sidetasker. Så
jeg gik hen og lynede sidetasken op og stak hånden ned for at få fat på
papirerne. Straks råbte han, idet hånden fløj hen til revolveren, "Hold
it right there! Do you have a gun down there?". "No, Sir", udbrød
jeg lettere forskrækket. "Do you have a knife?". "No, Sir".
Nå, han fik sine papirer, og vi fik en bøde. 450 kr hver! Mens jeg stod og
udfyldte bødeforlægget med navn og adresse, kom der i øvrigt et opkald på
politiradioen. Betjenten rækker armen ind ad vinduet og tager mikrofonen. Jeg
kan tydeligt høre en kvindestemme i den anden ende: "Do you feel safe out
there?". "Yes - very safe!" Således totalt ydmyget fik vi omsider
lov at køre videre.