Dagbog – dag 5-6
 
 Dag 5 – 21. juli – Torshavn-Island – 4 km

om formiddagen tyk tåge og finregn   
fra middag solskin og varmt, ca. 20 grader   



Vi vågnede 7:30 ved at det øsede ned udenfor, og tågen var tyk som ærtesuppe. Heldigvis skulle vi ikke køre mere i dag, så vi gik ned i restauranten og spiste os gennem morgenmads-buffeten et par gange. Efter morgenmaden gik vi en tur ned i byen, og så holdt regnen op, tågen lettede, og solen skinnede. Nu blev det ret varmt, så vi gik rundt og kiggede på de flotte bygninger i Torshavn og fik os en velkendt fransk hotdog. Torshavn er vældig hyggelig - men til at overse på et par timer. Vores hotel lå på en bakke oven for byen, og på vej hjem så vi vores skib komme ind - et flot syn. Vi fik pakket vores ting og kørte derefter ned til skibet i god tid, inden vi skulle sejle kl. 18. Der var en del andre motorcyklister - alle fra Tyskland og alle på store off-roadere. Vi kunne høre, at de stod og fnisede lidt over Franks lille Virago.
 
Ombord på skibet blev jeg lidt overvældet af alle de reb og ting og sager til at spænde motorcyklen fast med og stod vist og lignede en konfirmand. Ved siden af mig stod en stor tysker, han kiggede lidt på mig og gryntede så et eller andet på tysk, hvorefter han gik i gang med at spænde min mc fast med diverse råbåndsknob og pælestik og hvad ved jeg. Han sagde ikke en lyd, men gryntede lidt igen, da jeg takkede ham på mit bedste tysk. Ok, de var alligevel ikke så slemme, de tyskere.
Vi fik lidt at spise ombord og gik derefter ned i kahytten med chips og cola og så en film i fjernsynet. Vi faldt alle tre ret hurtigt i søvn - næste morgen ville vi ankomme til Island.
 Dag 6 – 22. juli – Seyðisfjördur-Hafralækur  - 328 km

ca. 7 grader og tyk tåge   
senere blå himmel og sol, ca. 15 grader   



Vi kørte fra borde ca. 8:30 og blev vinket foran bilkøen ved tolden. Det hele gik nemt og smertefrit - men alt var indhyllet i tåge, og et skilt viste 7 grader! Den første strækning fra skibet og op ad bjerget ca. 20 km til Egilstadir foregik langsomt og i tyk tåge. Så det tog omkring en time - og så måtte vi også ind og have noget morgenmad og varm kaffe. Det var ikke den bedste start, men illustrerede, at det var en barsk natur vi var kommet til. Efter morgenmaden var vejret blevet lidt bedre. Tågen var væk, og nu var det bare overskyet. Vi satte kursen i nordøstlig retning - de første par timer med god asfaltvej og næsten ingen trafik. Derefter gik ringvejen (Hovedvej 1) over i fastpresset grus. Vi tog en afstikker for at komme til vandfaldet Dettifoss, der er det vandrigeste i Europa. I første omgang kørte vi 28 km ad grusvej til vandfaldet.
Men nu var solen kommet frem, det var dejligt varmt, og der var stort set kun os på vejen – og i det hele taget. Undervejs stoppede vi og lagde os lidt i græskanten og slappede af med udsigt til blå himmel, bjerge og store vidder. Wow, det er sgu livet!
Dettifoss er stort og voldsomt. Vandet kommer høvlende ud over kanten med en fantastisk kraft. Og igen var der kun få andre mennesker. Og det hele var ikke plastret til med isboder og souvenirbutikker. Kun den rå natur. Heller ikke noget med indhegning – du må selv tænke dig om og passe på.
Vi valgte at fortsætte videre nordpå ad grusvejen til en asfaltvej, der førte os i retning mod Husavik. Undervejs besøgte vi stedet Asbyrgi – en kæmpe kløft i lavamasserne, hvor De Underjordiske efter sigende skulle bo. Det skal nok passe, vi så dem bare ikke lige. Videre mod Husavik - men der var vejarbejde, så vi kørte rigtig mange kilometer ad dårlig grusvej. Lidt af en prøvelse. Men det var også bare, fordi vi var kørt væk fra ringvejen. Efterhånden blev det bedre, og da vi nåede Husavik, var der kun godt 20 km til gården, hvor vi skulle overnatte. Så det var med at benytte lejligheden til at få noget mad. Der er nemlig temmelig øde i Island - man kan ikke forvente at finde små hyggelige restauranter undervejs. Mad fås altid på tankstationerne, men dem kan der også være langt imellem, især i den nordlige del af landet. Men Husavik havde et mindre udbud, så vi valgte en pizzarestaurant, hvor jeg fik en helt almindelig pizza til 180 kr. (danske vel at mærke!). Alting er dyrere i Island!
Bagefter kørte vi til vores første overnatningssted på gård 449, hvor vi var fremme kl. 21. Familien var meget sød, men manden talte kun islandsk, så det var begrænset, hvad vi kunne konversere om. Men vi fik kaffe og kage i køkkenet, inden vi gik i bad og derefter på hovedet i seng kl. 23, dødtrætte efter dagens strabadser.

 Oversigt  Tilbage  Videre