Tørre tal:
Frank & Tina kørte på en Yamaha Virago 535.
Biker-Torben kørte på en Yamaha Dragstar 1100
Vi tog afsted den 17. juli og kom hjem igen den 1. august.
Da havde vi kørte i alt 3.519 km - heraf 800 km i Danmark, 413 km på
Færøerne og 2.306 km på Island.
Vi var på Færøerne fra mandag morgen til onsdag kl. 17. På Island
havde vi en uge fra torsdag til torsdag. Resten af tiden - ca. 100
timer - tilbragte vi i Nordatlanten ombord på Norröna.
Vi betalte ca. 14.000 kr. pr. mand for skibsrejsen, inkl. motorcykel
og overnatning i 3-personers kahytter (indvendig på udrejsen og
udvendig på hjemrejsen). Prisen dækker også hotelovernatning på
Færøerne og bondegårdsovernatning i kategori I på Island.
Ud over dette brugte vi ca. 6.000 kr. pr. mand til mad og drikke,
benzin og andet.
Sådan arrangerede vi turen:
For nemheds skyld valgte vi en pakketur fra rejsebureauet Hekla
Travel, som omfattede skibsrejsen og alle overnatninger. Man kan
vælge mellem forskellige overnatningskategorier, men ellers har man
ikke nogen videre indflydelse på, hvilke overnatningssteder der
vælges. En anden gang ville vi nok foretrække at arrangere det hele
selv - bestille billetterne direkte hos Smyril-Line og selv bestille
overnatning på Færøerne og Island. Via internettet kan det nemt lade
sig gøre, hvis man sætter lidt tid af til det. Og der er også lidt
penge at spare ved at gøre det selv.
Via
Icelandic Farm Holidays kan man selv booke overnatninger på de
adskillige hundrede gårde, der er med i ordningen. Ved at skrive til
IFH kan man få tilsendt en prisliste.
Vi var lidt utilfredse med Hekla Travel, fordi den eneste lillebitte
ting, vi gerne ville have ændret i forhold til pakken, ikke kunne lade
sig gøre. Vi ville gerne bo inde i selve Reykjavik i stedet for på en
gård 40 km udenfor. Og vi gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at vi
gerne ville betale ekstra for det. Men det kunne åbenbart ikke lade
sig gøre - og vi fik først endelig besked om det et par dage inden
afrejse, til trods for at vi havde bestilt arrangementet flere måneder
i forvejen. I stedet arrangerede vi selv overnatning i Reykjavik via
internettet på 2 minutter og betalte selv den ekstra udgift. Der var
også
et par andre ting, som irriterede
os ved Hekla Travel.
Vejret:
Vi var vist usandsynligt heldige med vejret. Godt to dage i udmærket
solskinsvejr på Færøerne og sammenlagt kun én dag med regnvejr på
Island. Det kan man ikke klage over. Check vejret
her.
Vejene:
Så længe man holder sig til ringvejen (Hovedvej 1), der går rundt om
hele øen, kan man sagtens gøre turen på en almindelig motorcykel. Man
er selvfølgelig nødt til at gøre nogle afstikkere en gang imellem, men
det oplevede vi ikke som det store problem. Grusvejene til diverse
vandfald og gårde var generelt udmærkede at køre på.
Afstande:
Som man kan se i dagbogen, kørte vi omkring 300 km om dagen på Island.
Det lyder umiddelbart ikke så voldsomt, men vi var faktisk på farten
hele dagen. Normalt kom vi afsted mellem 9 og 9:30, og vi var normalt
fremme ved overnatningsstedet mellem kl. 18 og 22. Men så havde vi
også brugt tid på sightseeing, frokost, div. pauser og fotostop og
aftensmad. Jeg synes, der var god tid til disse ting. Og om sommeren
går solen jo aldrig rigtig ned på Island - det er lyst hele døgnet.
Priser:
Vist er det dyrt på Island - f.eks. gav jeg 180 DKK for en helt
almindelig pizza og en cola. Men jeg synes ikke vi brugte så mange
penge. Morgenmaden var jo inkluderet i overnatningen - og frokosten
blev flere gange indtaget i form af hotdogs på tankstationer. Det er
jo ikke, som om det vrimler med små hyggelige restauranter på Island
(bortset fra Reykjavik). Aftensmaden var som hovedregel burgere eller
pizza. Ud over dette brugte vi lidt penge på benzin og et par enkelte
attraktioner, der kostede penge. Vandfaldene er jo gratis! |